High Five i København

Friis Andersen Arkitekter skal sammen med BO-HUS A/S og Søren B. Nielsen A/S opføre nye boliger for Bo-Vita på det ydre Østerbro i København. 

”High Five”, som er beliggende på den gamle Beauvaisgrund, består af tre boligtårne på hhv. 10, 5 og 8 etager. Tårnenes femkantede grundplan rejser sig fra en nyanlagt hævning i terrænet, og området vil fremstå som naturgrund med et kuperet terræn.

Adgangen til tårnene sker via det nedre belagte plan, hvor tårnenes brugere trækkes ind i den flotte femkantede ”atriumgård” med skylight.

De 71 almene lejligheder består alle af en indre zone med badeværelser, teknik og køkken, en mellemzone med gang / ganglinjer og en ydre zone med ophold og kig ud til alle verdenshjørner. Alle lejligheder har adgang til altan.

Lejlighederne forventes at stå indflytningsklar i 2019.